Tag snakken om krænkende adfærd

Krænkende adfærd på baggrund af etnicitet kan have store konsekvenser både for den udsatte og for hele arbejdspladsen. Som leder har man en vigtig rolle ift. at løse og forebygge problemet – og der er hjælp at hente hos Arbejdstilsynet.

Arbejdstilsynet lancerer nu en kampagne, der skal hjælpe ledere til at tage snakken om krænkende adfærd på baggrund af etnicitet. Som leder skal man være med til at forebygge og håndtere krænkende adfærd, men det er ikke altid en let snak at tage hul på.

Derfor har Arbejdstilsynet lavet nyt materiale, der hjælper lederne med, hvordan de kan tage denne snak – både med hele medarbejdergruppen og med enkelte medarbejdere. På hjemmesiden er der links til konkrete værktøjer og guides, der hjælper på vej.

Krænkende adfærd på baggrund af etnicitet kan være mobning eller diskrimination på grund af hudfarve, kultur eller religion – og det kan opstå på alle arbejdspladser og i alle brancher. Derfor er det vigtigt, at ledere er opmærksomme på arbejdskulturen og omgangstonen på arbejdspladsen.

5 gåde råd til lederen

Her er fem gode råd til, hvordan man som leder kan tage hånd om problemet og starte en positiv forandring på arbejdspladsen:

  1. Signaler, at krænkende adfærd er uacceptabelt
  2. Håndter krænkende adfærd på arbejdspladsen
  3. Sørg for dialog om god adfærd og omgangstone
  4. Skab rum til at sige fra
  5. Tag henvendelser alvorligt

Læs mere og find Arbejdstilsynets nye materiale på at.dk/tag-snakken


Senest revideret den 21. marts 2022