Uddannelseshjælp til coronaramte virksomheder

Erhvervshus Fyn tilbyder virksomheder hjælp til omstilling under coronakrisen.

Af Ingrid Pedersen

Virksomheder i Region Syd kan få hjælp fra projektet Vækstrettet Kompetenceudvikling til kompetenceudvikling, der er nødvendig på grund af konsekvenserne af corona. Projektet er medfinansieret af EU's Socialfond.

60 virksomheder kan få støtte til digitalisering af salg, strategisk ledelse og optimering af værdikæden, forklarer projektleder Mette Vedel, Erhvervshus Fyn.

Handlingslammet

Jan Stentoft, professor på Syddansk Universitet og ekspert i Supply Chain Management, har rådgivet en række virksomhederne med salgs- og produktionsplanlægning, når de har fået støtte til kompetenceudvikling på grund af corona.

- Mange virksomheder blev jo fuldkommen handlingslammede på grund af corona, siger han.

Problemerne kan skyldes forsyningsproblemer, fordi de ikke har kunnet få de varer, de selv har bestilt, og derfor ikke kan levere til kunden.

- Det går jo ud over deres troværdighed, siger han.

Men situationen betyder også, at virksomheden ikke tør tage nye ordrer ind, fordi man ikke ved, hvornår man kan levere igen.

- De kan jo ikke sælge noget, som de ikke ved, om de har, tilføjer han og forklarer, at hans indsats har været at hjælpe med at skabe overblik, og få virksomhedens produktion, indkøb og salg til at spille sammen.

Det er også noget, virksomheden har glæde af fremover, for det gør den i stand til at udvikle en klarere strategi, gør den mere robust og gør den mere opmærksom på svagheder.

- De får et indblik i, hvor de er sårbare, og selv om det i første omgang skal hjælpe dem igennem coronatiden, giver det også en bevidsthed om, at hvis den ene ende af virksomheden ikke ved, hvad den anden gør, så skaber det problemer.

- Også på længere sigt er det utroligt givtigt at udvikle et fælles sprog, så produktion, salg og indkøb taler sammen, siger han.


Jan Stentoft, professor på Syddansk Universitet

Hurtigere i gang

Maskinfabrikken HMA A/S, der har produktion i Odense og i Langeskov, er en af de industrivirksomheder, der har søgt og fået penge til kompetenceudvikling som følge af corona.

- Pengene betyder, at vi har kunnet komme hurtigere i gang med kompetenceudvikling af medarbejderne, siger direktør John Richter Hansen.

- Uddannelsen betyder bl.a., at flere medarbejdere vil kunne arbejde bedre hjemmefra, fordi de generelt får styrket deres it-kompetencer og bliver bedre til blandt andet at arbejde i tegneprogrammer. Det gælder både de administrative medarbejdere og de produktionsmedarbejdere, som arbejder med CNC-styrede maskiner, siger han.

- Netop i dag kører vi kursus for fire medarbejdere i CAM-systemer, og i næste uge skal fem medarbejdere på vores fabrik i Langskov på uddannelse, siger han.

Han forklarer, at der er fordele, men at det også kan være udfordrende, med produktion på to lokaliteter. Det kan være svært for kommunikationen, men kurserne medvirker til, at man bedre kan få overblik over produktionen og udnytte produktionsapparatet optimalt.

- Det er en fordel for alle, for så kan vi eksportere mere og tjene nogle penge hjem til landet, siger han.

Produktionsmedarbejderne kan kun i begrænset omfang arbejde hjemmefra, men de vil i fremtiden være bedre rustet til det, hvis der kommer en ny og mere intensiv nedlukning, for de vil kunne forberede en stor del af arbejdet hjemmefra og i mindre omfang skulle møde op på fabrikkerne.


Maskinfabrikken HMA A/S

Op til 100.000 kroner

De fleste virksomheder, som allerede har fået støtte, har fokuseret på optimering af værdikæden eller digitalisering af salgsprocesserne. Nogle virksomheder har uddannet medarbejdere til bedre præsentationsteknik i forbindelse med digitale møder, så man på den måde kan styrke salg og service på trods af rejserestriktioner. Andre virksomheder har arbejdet med at etablere mere fleksible værdikæder, bl.a. ved at kompetenceudvikle medarbejderne til at bruge eksisterende maskiner og programmer bedre. Kompetenceløftet kan enten foregå på et kursus eller med hjælp fra en ekstern konsulent. 

Betingelserne for at få støtten er, at corona har sat virksomheden under pres, og så kan virksomheden få op til 100.000 kroner til at medfinansiere

  • Salg, markedsføring og service gennem digitalisering
  • Strategiarbejde – evnen til at udvikle en forretningsmodel til den nye virkelighed
  • Leverandørsamarbejde og kompetenceudvikling som sikrer forsyningskæden

For at få del i pengene skal virksomhederne redegøre for, hvordan deres forretning er ramt af corona og beskrive, hvordan de kan genvinde deres konkurrencedygtighed gennem kompetenceløft, forklarer Mette Vedel.


Mette Vedel Projektleder, Finansiering

Tilbuddet gælder for virksomheder inden for robot-, stål-, bygge- og fødevarebranchen, og pengene kan bruges til at kompetenceudvikle ejere, ledere og medarbejdere. Virksomhederne kan få uddannelsesprojektet 100 procent finansieret – men de skal selv betale lønnen til medarbejderne under uddannelsesforløbet.

Det er fortsat muligt at søge støtte fra projektet. Yderligere information på Erhvervshus Fyns hjemmeside eller hos projektleder Mette Vedel, meved@erhvervshusfyn.dk, tlf. 2374 2443.


Senest revideret den 8. marts 2021